Taktiske muligheder med 8-mandsfodbold
8-mandsfodbold overtog de jyske baner i stedet for 7-mandsfodbold for snart to år siden. Skiftet til den nye spillestil er blevet forbløffende godt modtaget. Rent taktisk er det da også et langt bedre spil end 7-mandsfodbold. Her er min forklaring på hvorfor.
| David K. Nielsen er ansat ved DBU Jylland, A-, og C-Licenstræner og faglig sekretær for Børneudvalget. |
|---|
Er du yderligere interesseret i emnet, ligger der masser af information på www.dbujylland.dk/spilleformer.
Fra syv til otte spillere
Fra sommeren 2014 overgik alle drenge- og pige-hold i DBU Jyllands turneringer i U11, U12 og U13 til at spille 8-mandsfodbold – i stedet for 7-mands. Det giver en stribe flere og bedre taktiske muligheder.
Langt de fleste af de 7-mandshold, jeg har set gennem mit liv, har spillet med formationen 2-3-1. De nærmeste forfølgere af mest udbredte formationer er 3-2-1, 3-1-2 og 2-1-3. Fælles for disse fire mest benyttede formationer er, at der er tre kæder, hvoraf kun den ene kæde har spillere i siderne af banen – nemlig kæden med tre spillere i.
Her vil der naturligt være en central spiller og en i hver side. Det giver nogle udfordringer i forhold til de linjer, man kan lave i spillet, når holdet er i boldbesiddelse. Det er svært at udnytte specielt banens bredde, hvilket giver et meget ”frem-og-tilbage”-agtigt, direkte spil. Lad mig forklare:
Hvis udgangspunktet fx er 2-3-1, så har man to centrale spillere at spille bolden frem fra. De kan selvfølgelig sprede sig lidt, men grundlæggende vil en aflevering fra en af de to til en af de yderste spillere i midtbanekæden betyde, at denne spiller nu skal klare sig selv, hvis der skal ske et gennembrud i siden. ”Overlap fra midterforsvaret” er nemlig sjældent en af trænerens yndlingsredskaber til at åbne modstandernes forsvar op.
Én ekstra spiller = mange flere muligheder
Indsæt nu en ekstra spiller i bagkæden, og afleveringen fra midterforsvareren ud til kantspilleren kan nu efterfølges af fx et overlap, en aflægning til backen eller sågar en udfordring med opbakning på, så det er mindre risikofyldt. Samme scenarie gør sig gældende for alle de øvrige formationer, hvis man indsætter en ekstra spiller i den kæde, der før var to i.
Man kunne også indsætte en ekstra i kæden med én spiller, så det i eksemplet blev 2-3-2. Det vil stadig frigive en ekstra spiller, således at den ene angriber kan søge ud i boldsiden og assistere kantspilleren med gennembrudsaktionen, mens der så fortsat er en central angriber til at skabe dybde i spillet. Man kunne også forestille sig, at kantspilleren trak ind i banen for at skabe et overtal centralt, men med den ekstra spiller i 8:8 i forhold til 7:7, så ville man stadig have en spiller til at fastholde bredden i spillet. Det giver en større fleksibilitet og en bedre mulighed for at uddanne taktisk dygtige spillere, der kan udnytte de muligheder, der opstår i en kamp.
Fælles for disse scenarier er, at der fastholdes to spillere i bagkæden til at forsvare, der fastholdes en spiller helt fremme til at skabe dybde, men den ekstra spiller kan bruges til at fastholde bredden og dermed skabe bedre betingelser for gennembrud – både i siderne og centralt.
| Fra den 1. august 2014 overgik alle drenge- og pige-hold i DBU Jyllands turneringer i U11, U12 og U13 til at spille 8-mandsfodbold. Spilleformen skal spilles på en halv 11-mands- bane (68 meter x 52,5 meter). Se komplet oversigt over spille- formerne på dbujylland.dk/spilleformer. |
|---|
Transferværdi til det færdige spil
I 11-mandsfodbold betegner man traditionelt formationerne i tre kæder, sådan som jeg også lige har gjort det. I de senere år er det blevet vældig populært at lave flere kæder i betegnelsen af en formation. Der er en masse (fagligt set ganske kvalificerede) argumenter for at dele formationen op i flere kæder, men for nemheds skyld, så fastholder vi lige definitionen med tre kæder her.
Vil man i klubben gerne spille 4-4-2 i 11-mands, så er det jo meget nemt at se, at 3-3-1 i 8-mands betyder, at der er fjernet en spiller fra hver kæde, og mange af de samme mønstre gør sig gældende i spillet på den mindre bane. 3-5-2 bliver således til 2-4-1, mens 4-3-3 bliver til 3-2-2 osv.
Det er den simple måde at gribe det an på, men jeg vil dog gerne her slå et slag for, at man som træner er mere fleksibel end dette. Nu handler børne- og ungdomsfodbold jo ikke først og fremmest om at vinde fodboldkampe, men derimod i højere grad om at udvikle dygtige (og glade) fodboldspillere.
Variation skaber bedre udvikling
Hvis jeg således har et mål om at spille fx 4-3-3, når mine spillere rykker op i det færdige spil, så giver det faktisk god mening, at jeg ikke altid spiller 3-2-2 i 8-mands. Det kunne også give god mening, at jeg gerne ville træne hele min midtbanetrekant i kamp sammen, så 2-3-2, 1-3-3 eller 3-3-1 kunne også give mening af og til. Nogle gange kunne jeg spille uden spidsangriber, andre gange uden kanter eller backs osv.
Afhængigt af, hvilke spillere og hvilke spillertyper jeg har til rådighed i den pågældende kamp, og hvilke ting jeg ønsker at fokusere på og øve med mine spillere, så kan min 4-3-3 fra det færdige tal reduceres med tre spillere på rigtig mange forskellige måder.
Hvis spillestilen bliver det centrale fokuspunkt, så skulle det helst ikke være så vigtigt, om vi på et givent tidspunkt i en given kamp spiller med både backs og kanter eller med en intakt midtbanetrekant osv. Det er klart, at en fast formation formentlig vil sikre større (defensiv) stabilitet og dermed også flere sejre, men jeg vil nu påstå, at et højere fokus på stilen, og dermed et skiftende fokus på de forskellige roller i denne, vil sikre en bedre udvikling af den enkelte til den rolle han/hun er tiltænkt, når vi engang skal spille (udelukkende) for at vinde.
Flere gevinster end ulemper
Alt i alt er der flere ting i 8:8, der kan overføres til det færdige spil. Samtidig er det rent praktisk nemt for de frivillige i klubberne, at det spilles på en halv 11-mandsbane. Jeg håber, min lille analyse har hjulpet til, at du nu føler dig bedre rustet til at kaste dig ud i trænergerningen i 8-mandsfodbold.
