Kommentar: Husk at støtte dem der støtter

KOMMENTAR:

Af Bent Clausen, formand for DBU Jylland.

I Jylland findes der rundt regnet 900 fodboldklubber med omkring 160.000 fodboldspillere og 35.000 frivillige ledere og trænere.

Her bliver der først og fremmest spillet en masse fodbold. Men det er også her, at folk mødes på kryds og tværs, nye venskaber og fællesskaber bliver skabt, og så er klubberne helt generelt med til at skabe gode, levende og attraktive lokalsamfund. Foreningerne er med andre ord det lim og klister, der binder os sammen, som det ofte så poetisk er formuleret.

Det er også i fodboldklubben, at tusindvis af frivillige og ulønnede trænerne skaber en enorm kollektiv værdi. Tre dage om ugen bruger de typisk to-tre timer af deres fritid på at opdrage børn – lære dem at give plads til hinanden, træne dem i at forstå kollektive beskeder, være ihærdige, ikke at bukke under i selvmedlidenhed, tage ansvar, være gode kammerater, møde til tiden osv. Lidt flot sagt er disse trænere med til at styrke demokratiet og opfostre et stort antal gode samfundsborgere, til gavn og glæde for alle os andre.

Denne værdi er også noget, som politikerne er opmærksomme på. Derfor bliver fodboldklubberne, og idrætsforeningerne i det hele taget, også fremhævet som et redskab, der kan løfte samfundsmæssige opgaver. Bl.a. udtrykt i det forståelsespapir, som danner grundlag for den netop nedsatte regering, og hvor der er formuleret et ønske om at udbrede fritidspas til udsatte børn og unge, så flere får mulighed for at deltage i foreningslivet. Og også i valgkampen til folketinget, hvor det gang på gang blev påpeget, at børn fra økonomisk trængte familier også skal sikres retten til at gå til fodbold eller spejder.

Det er jeg helt enig i.

Som beskrevet oven for er det noget som vores foreninger bidrager til som det naturligste i verden. Det ligger i foreningslivets DNA og også i vores som forbund, at vi påtager os et samfundsansvar. Det har vi altid gjort. Ikke sådan forstået at en fodboldtræner vil sige: ”Nu løser jeg samfundsmæssigt ansvar”, når han eller hun har opstiller dagens driblebane for U12-spillerne. Men jeg tror, at de fleste frivillige i mere eller mindre omfang er bevidste om, at de har en betydning.

Mange børn finder selv vej til idrætsforeningerne. Det er dog samtidig en kendsgerning, at udsatte børn og unge er mindre aktive i organiserede fritidsaktiviteter end børn generelt. Det kan skyldes den økonomiske situation i familien, manglende praktisk støtte til transport, manglende mentalt overskud hos forældrene, og en række andre forhold.

For at støtte disse børn og give dem fritidsmuligheder på lige fod med andre børn udstyres de af mange kommuner enten med delvis eller fuld betaling af kontingentet til eksempelvis fodboldklubben, mange steder under betegnelsen fritidspas.

Det er utroligt positivt, at alle børn får mulighed for at spille fodbold eller dyrke en anden idrætsaktivitet. Og det er også positivt, at klubberne tænkes ind som en del af den værdikæde, der kan sikre dette.

Men for at dette kan lykkes, skal politikerne først og fremmest sikre, at der rent faktisk er velfungerende foreninger med ressourcestærke frivillige, som helt grundlæggende er i stand til at påtage sig disse opgaver. At der er den nødvendige støtte til dem, der skal støtte. For det er ikke en selvfølgelighed, at der står frivillige klar til at træne hvert eneste hold og løse de mange opgaver, der findes i en idrætsforening. Det er en udfordring, som de fleste klubber kæmper med hvert eneste år.

Og når man skal omfavne børn, der f.eks. ikke har forældre-opbakning, har det naturligvis også konsekvenser for en forening. For det er ikke mindst blandt forældrene, at der findes ressourcer til at hjælpe til ved træningen, arrangere sociale aktiviteter, sikre transport til kampe, vaske tøj o.s.v.

Rent økonomisk dækker kontingent og et kommunalt aktivitetstilskud heller ikke udgifterne til et medlem. Min egen klub, Haderslev FK, har på et tidspunkt regnet ud, at kontingentet dækker omkring 25 procent af udgifterne, men det varierer naturligvis fra klub til klub. Resten af pengene skal klubben selv finde via sponsorater og andre tilskud. Og ja, denne opgave løftes såmænd også af klubbernes frivillige.

Dette skal på ingen måde opfattes som en klagesang. For som jeg nævnte indledningsvis er det sociale ansvar noget, som de fleste idrætsklubber og foreninger favner helt naturligt. Og vi vil meget gerne være med til at give alle børn de gaver, der følger med at være en del af foreningslivet.

Men vi må bare ikke tro, at idrætsforeningernes frivillige kan løse alverdens problemer uden den nødvendige støtte. Vi skal værne om vores frivillige, så de ikke kaster håndklædet i ringen. For så er der netop ingen til at tage sig af alle børnene – heller ikke de socialt udsatte.

Derfor skal rækkefølgen være, at kommunerne som det allerførste tager medansvar for, at der i lokalsamfundene findes et robust og velfungerende foreningsliv med tidssvarende og tilstrækkelige faciliteter og frivillige, der føler sig anerkendt og respekteret. Herudfra vil der helt naturligt være grobund og overskud til at skabe værdi for ikke blot medlemmerne, men hele lokalsamfundet.

Og derfor skal vi huske at støtte dem, der skal støtte.