Min mening: Ytringsfrihed, ikke ytringspligt
Det kan være svært at acceptere en ny ledelses ideer og holdninger, når man forlader en organisation eller en virksomhed, som man har stået i spidsen for og brændt for i mange år. Men hvis omsorgen og kærligeheden er reel, burde man lade de nye beslutningstagere passe deres virke i fred, skriver DBU Jyllands formand, Bent Clausen, i denne kommentar.
MIN MENING:
Når man som leder forlader en organisation eller en virksomhed - måske efter mange års tjeneste - kan det være svært at acceptere den nye ledelses ideer og holdninger.
Det er forståeligt, for mange ledere har brugt rigtig mange timer og rigtig mange kræfter på at bygge noget op. Måske er det endda deres “lille barn”.
Skal man så acceptere, at andre kommer til og bringer det, nogle ledere måske betragter som deres livsværk, i fare? Skal man acceptere, at der kommer en ny udvikling og en ny retning? Skal man acceptere, at man ingen stemme har i organisationen eller virksomheden? Skal man acceptere, at man ikke bør fremføre eventuel kritik i pressen og i medierne, men direkte til den nye ledelse?
Mit svar er et entydigt ja.
Desværre ser vi i disse år en tendens til, at der “sparkes bagud”, og at man ikke er loyal over for organisationen. Beslutninger og holdninger drages i tvivl, for alt var jo bedre i gamle dage. Og gerne offentligt, for medierne elsker naturligvis disse historier. Det kan man ikke fortænke medierne i.
Hvis man virkelig har så stor omsorg for og kærlighed til en organisation eller virksomhed, som man selv tidligere har stået i spidsen for, vil jeg faktisk mene, at man bedst viser dette ved at lade de nye beslutningstagere passe deres virke i fred. De er jo stærkt optaget af organisationens ve og vel, og den nye ledelse skal til enhver tid stå på mål over for den øvrige omverdens kritiske spørgsmål. Mediernes, medlemmernes, samarbejdspartnernes og konkurrenternes. Og sådan skal det naturligvis være. Men det er nok ikke just i kærlighed til sin tidligere organisation, der gør, at man sætter sig selv i centrum og gør sig klog sig på forhold, som ikke har en reel chance for at kende til i dybden.
Jeg kan med sikkerhed sige, at når jeg engang stopper, sparker jeg ikke bagud. Og det må I gerne holde mig op på.
Heldigvis har vi i Danmark ytringsfrihed. Men vi har ikke ytringspligt.
Du kan læse flere kommentarer og debatindlæg fra Bent Clausen her.
