Kommentar: Fodbold – et stærkt middel i kampen mod ensomhed

Ensomhed er nok en følelse, som mange er stødt på gennem livet. Det hører formentlig med til at være menneske.

Desværre viser flere undersøgelser, at følelsen af ensomhed er kraftigt overrepræsenteret blandt børn og unge, og at denne ensomhed kan have store konsekvenser for den enkelte.

Det er efter min opfattelse en tendens, som giver anledning til stor bekymring, og det er i hvert fald noget, som vi i fodboldverdenen føler en forpligtelse til at handle på.

Fodbolden er et stærkt fællesskab
I fodbolden er vi ikke eksperter i ensomhed, men vi er til gengæld eksperter i stærke fællesskaber og i at være sammen på tværs af forskelle.

For i fodbold handler det i sagens natur om at træne, spille kampe og om at vinde. Men det handler også om så meget, meget mere end det. F.eks. at have det sjovt sammen, at udvikle sig personligt og om at indgå i meningsfyldte relationer.

Jeg er ret sikker på, at der findes tusindvis af mennesker, som har fået nogle af deres bedste venner gennem medlemskab af en fodboldklub. Enten fordi man har spillet på hold sammen og knyttet tætte bånd gennem fælles oplevelser og gode snakke i omklædningsrummet, eller måske fordi man har været frivillige trænere eller ledere sammen.

Det var måske ikke det, som man oprindeligt kom efter, da man trådte ind i fodboldklubben. Men det blev en vigtig sidegevinst, og på den måde løfter fodbolden og klublivet en vigtig social samfundsopgave.

Der skal hjælp til at komme ud af ensomheden
Nu tror jeg desværre ikke, at der findes mange ensomme børn og unge, som har overskuddet til at begynde til fodbold i den lokale klub for at slippe af med ensomheden.

Og selv i den mest ideelle verden, er vi som frivillige og fodboldklubber nok heller ikke i stand til selv at screene og opsamle de børn og unge, som i særlig grad trænger til en hånd i ryggen og til at indgå i et fællesskab og få nogle gode venner.

Men fodboldklubberne kan i høj grad være den ramme, som kan gøre en forskel for nogle af disse børn og unge, som ikke er i stand til at komme af sig selv. Vi har blot brug for, at der sker en visitering, så vi får fat i dem, der har behovet. Ligesom i nogle af de mange andre projekter og tiltag, som fodbolden understøtter. For fakta er jo, at fodbold kan gøre en positiv forskel for mange mennesker på rigtig mange måder. Uanset om det drejer det sig om sygdom, lavt selvværd eller langtidsledighed. Derfor arbejder vi også netop nu på at beskrive tiltag, som kan opsamle nogle af de børn og unge, som føler sig ulykkelige og ensomme.

Jeg hører af og til bemærkninger om, at idrætten og foreningslivet får alt for mange penge, og hvorfor man f.eks. måske bør støtte mere kommercielle idrætsaktiviteter i stedet.

Fakta er, at foreningsidrætten og frivilligheden slet ikke kan overvurderes. De midler der føres ud i breddeidrætten - enten gennem kommunale tilskud eller via udlodningsmidler - står i sidste ende slet ikke mål med den værdi, som skabes. Det er dokumenteret gang på gang. F.eks. i forhold til børn og unges sundhed og trivsel.

Derfor er det også min overbevisning, at fodbolden, de frivillige og klubberne kan byde ind med endnu mere på dette vigtige område. Temaet er højaktuelt og diskuteres p.t. i politiske kredse. Mit håb er, at endnu flere politikere, enkeltpersoner og organisationer byder ind og sætter initiativer i gang, så vi sammen kan gøre en forskel. For det kommer til at kræve en vedholdende, bred og stærk indsats at komme ensomheden til livs.


Ovenstående er også bragt i Idrætsmonitor.